tirsdag den 1. maj 2012

højtid

Det var lige før deadline og dermed på høje tid, jeg i går fik afleveret min maj-anmeldelse til Sørensens Exploitation Cinema Proudly Presents. Da bloggen fejrer 1 års fødselsdag - hvoraf jeg har været tilknyttet som skribent i et halvt - valgte jeg slasheren 'Happy Birthday to Me' (1981). Dengang i starten af 80'erne gik der i en årrække sport i at opkalde horrorfilm efter mærkedage, men eftersom de skæbnesvangre datoer som 'Halloween' (1978) og 'Friday the 13th' (1980) var krydset af med stor succes, måtte man bygge morderiske handlinger op omkring så fredelige festdage som eksempelvis juleaften, mors dag og altså fødselsdage. 
Hvad jeg synes om 'Happy Birthday to Me' kan du finde ud af om 14 dage, men allerede nu er maj-programmet skudt i gang med min kollega Mark S. Svenssons anmeldelse af 'Dream House' (2011) med Daniel Craig, Naomi Watts og Rachel Weisz på rollelisten. ↓


En anden af disse "højtidelige" slashere var 'April Fool's Day' (1986), som jeg var så heldig at finde i går hos den lokale dvd-pusher her i Viborg. Nu må vi se, om den er værd at skrive en anmeldelse om - men i så fald kommer den nok til at vente et lille års tid, til det igen bliver 1. april. ↓


Og apropos 'Friday the 13th', så skal jeg også have skrevet en anmeldelse af 'Crystal Lake Memories'; en bog som går bagom de første 11 film i 'Friday the 13th'-franchisen. For seks år siden udkom den første gang som superflot coffee table book, og nu er den så blevet genudgivet som e-bog med mere tekst, video-interviews og mange, mange flere billeder fordelt på ikke mindre end 800 sider! Hvem ved, måske kommer der også til at gå et års tid, gør jeg bliver færdig med den?! ↓

Ingen kommentarer:

Send en kommentar